logo

3 steps til High Performance

Følg mig på mine sociale medier

Det har aldrig været sværere at holde fokus:

Følg mine 3 steps og bliv topperformer i en verden med konstante forstyrrelser

Du kan være nok så klog, du kan være nok så kreativ, og du kan være nok så ambitiøs. Men hvis du ikke evner at holde fokus, så kan det hele smuldre mellem fingrene på dig. Du kan se tilbage på spildte år, hvor dit liv ikke har rykket sig i den rigtige retning. I værste fald hele dit liv, når du engang ser tilbage på det om forhåbentligt mange år. Det skal IKKE ske for dig.

Men lad mig også være helt ærlig her. At holde fokus er én af de sværeste discipliner at mestre, ganske enkelt fordi vi har indrettet vores liv på en måde, hvor vi konstant bliver distraherede.

Det her skred i, hvor meget vi bliver distraherede er på den ene side gået ekstremt hurtigt. Det har vel kun taget godt et par årtier, siden internettet blev allemandseje omkring årtusindeskiftet. Men på den anden side er det gået langsomt nok til, at det på en måde er kommet snigende i en grad, så vi næsten ikke har bemærket det. Vi er lige så langsomt blevet vant til at blive afbrudt hele tiden. Vi er også blevet vant til, at hvis vi oplever følelser som f.eks. kedsomhed eller modstand mod en opgave, at så kan vi tage os et spontant ‘frikvarter’ ved at gå på nettet.

For 10-15 år siden fik vi endnu en device til at gå på nettet med i form af smartphonen. Og nu er mange af os ligesom børn i en slikbutik – vi kan ikke styre det. De sjove videoer, SoMe-feeds’ene og de farverige nyhedssites er ganske enkelt blevet for tilgængelige. Og selv hvis du er et af de mennesker, der nogenlunde kan styre dine impulser, så vil du stadig være ramt af mails og beskeder på de tre, fire eller syv forskellige sociale medier de fleste af os har i dag.

Og vi accepterer, at vi bliver afbrudt hele tiden. Min påstand vil endda være, at de fleste virksomheder langt henad vejen accepterer, at deres medarbejdere reelt kun er effektive 2/3 af dagen Og det er faktisk ikke kun min påstand. En undersøgelse af The Economist Intelligence Unit (en del af magasinet  “The Economist”, som fokuserer på analyse og research) konkluderer, at alene i USA koster distraheringer på arbejdspladserne 400 milliarder dollars årligt. I tid svarer det til, at 28 procent af arbejdstiden på det man betegner som “vidensbaserede arbejdspladser” går tabt.

Problemet er ikke kun den tid, du ugentligt bruger på ting, der ikke får dig derhen, hvor du gerne vil hen. Problemet er reelt i højere grad, at de konstante distraheringer forhindrer dig i at nå det dybe fokus. Det er derfra, du kan lave deep work og komme i det flow, der gør, at du får arbejdet på de ting, der for alvor flytter noget i din karriere eller din forretning. Alternativet vil ofte være, at du kun får lavet ‘vedligehold’. At du kun får lavet de tre mindst vigtige ting på din todo liste. De tre ting der sjovt nok også er de nemmeste at løse. Det er ikke der guldet ligger.

Jeg håber, jeg har fået din opmærksomhed med dette skriv. Og jeg håber, at du vil være fuldstændig ærlig overfor dig selv, når det kommer til at vurdere, hvor meget tid du mister på ugentlig basis, fordi du bliver distraheret.

Men nu må det også være tid til at hive dig op fra den tilstand af dårlig samvittighed, som jeg muligvis har bragt dig i 😉 Og det kan jeg måske gøre ved at gøre opmærksom på en lidt paradoksal fordel, der er ved den verden, vi har skabt. For er du én af de få, der stikker ud ved at være i stand til at holde fokus, så giver du dig selv en konkurrencemæssig fordel, når du vil kravle opad karrierestigen eller klare dig bedre end dine konkurrenter, hvis du er selvstændig.

Her er mine tre bedste råd til at få laserskarpt fokus:

1. Planlægning, planlægning og planlægning.

Jer der kender mig ved, at det her er én af mine helt store kæpheste. Hvis du ikke planlægger din tid, så risikerer du, at blive revet rundt af alt muligt, der ikke bringer dig tættere på dine mål. Gør dig det helt klart, hvad du gerne vil opnå af mål og succes. Bræk ned på månedlig og ugentlig basis, hvad der skal til for, at du når derhen.

Men det er også vigtigt, at du gør dig det fuldstændigt klart, hvad dine værdier og mål for din fritid er og får det ind i din planlægning. Går du f.eks. op i at holde dig i god form, så få aktiviteter i din kalender, der bringer dig derhen. Går du op i at bruge kvalitetstid sammen med din familie, så få det i kalenderen.

Det kan måske virke som overkill at skrive nærmest alt, inklusive dine fritidsaktiviteter, i kalenderen på den måde, som jeg foreslår det her. Men du får to kæmpestore fordele ud af det. Den ene er, at du giver dig selv en gulerod i form af en ‘ikke-arbejdsrelateret aktivitet’, som giver en tiltrængt pause fra arbejdet. Den anden er, at du rent faktisk får noget ud af din fritid. For alternativet til IKKE at planlægge dine pauser og din fritid vil ofte være, at du i stedet ender med ligegyldig scrollen på din telefon.

Jeg bruger min søndag på at planlægge kommende uge. Og jeg kigger også på, hvad der er gået godt og skidt i den uge, der (næsten) er gået. Herunder også hvornår jeg blev distraheret, og hvilken strategi jeg kan bruge næste gang samme forstyrrelse dukker op, eller jeg oplever samme trang til at foretage en overspringshandling.

Jeg har skrevet mere om planlægning og overspringshandlinger i denne blog.

2. Bekæmp de teknologiske distraheringer

Tech-industrien har brugt milliarder af kroner på at udvikle strategier, der kan få dit fokus over på deres app. Det er hårde odds at have imod sig. Og det er ikke så simpelt som blot at ignorere de beskeder, du får ind. Undersøgelser har nemlig vist, at det distraherer dig lige så meget at ignorere en besked som at svare på den.

Du bliver nødt til, at sørge for, at din telefon modarbejder dig så lidt som muligt:

  1. Sluk for notifikationerne på din telefon. Du behøver ikke nødvendigvis slukke for beskederne, selvom det også kan være et godt værktøj. Men du behøver altså ikke blive forstyrret af, at dit Instagram-billede har fået et like. Eller fordi et event du skal til om 14 dage er blevet ændret fra 19.00 til 19.30. Den slags informationer behøver du ikke få lige på sekundet, så slå notifikationerne fra og tjek dem én gang om dagen. Tro mig. Det er rigeligt!
  1. Fjern alle apps fra din telefon, som du ikke længere har brug for, da det giver dig overblik til at kunne navigere hurtigere rundt. Re-arranger dem du beholder, så de ikke forstyrrer dig. Eksempelvis kan du placere Messenger, Instagram, Snapchat m.fl. på side to, så du ikke bliver eksponeret for, at nogle vil i kontakt med dig, når du bruger de mere vigtige apps på side ét. Det kan være apps som din MitID, Google Maps, din kalender mv. Apps som du jævnligt bruger, men som ikke er et forstyrrende element.
  1. Sæt tid af til at svare på beskeder og mails én-tre gange om dagen. Det kommer lidt an på dit specifikke behov. Men det er ikke meningen, at du skal være tilgængelig hele dagen. Heller ikke når det handler om arbejdsrelaterede emails. Der kan selvfølgelig være undtagelser. Men undgå stop med at arbejde for at svare på beskeder og mails. Når du virkelig skal lave deep work, så betragt det som et møde med dig selv. Det er okay, at sætte sin telefon på flymode og være totalt utilgængelig et par timer hver dag.

3. Lær at mestre, hvad der trigger dig.

En gammel Tony Robbins-ting er, at vi mennesker gør alt, hvad vi gør af to årsager: For at opnå nydelse eller undgå smerte. Jeg tror egentlig ikke på, at vi opnår en masse nydelse ved at gå på sociale medier eller lignende midt i arbejdstiden. Men jeg tror på, at vi gør det for at undgå den ellers midlertidige følelse af ubehag, der kan opstå, når vi skal løse en opgave.

Problemet er, at det handlemønster ikke skal gentages mange gange, før der er skabt en vane. Min påstand er, at langt de fleste mennesker har den vane i et eller andet omfang. Og vaner er svære at bryde, men det er ikke umuligt. Jeg har skrevet en bog emnet, som jeg kan anbefale, at tjekke ud, hvis du føler, at vaner styrer for meget i din tilværelse.

Først og fremmest handler det om, at bygge på de gode vaner. Hver gang du presser igennem og står imod trangen til at lave en overspringshandling, så fortæller du dig selv, at du er en champ, at du gør det rigtige og kan modstå dine naturlige impulser. Den slags skaber karakter.

Lav også en log, så du kan identificere, hvad der trigger dig, når du ikke gør det, du ved, du bør gøre. Skriv ned om du føler dig nervøs, træt eller måske er uforberedt på den opgave, der ligger foran dig. Måske har du i virkeligheden nogle succesbarrierer, hvis vi borer et lag dybere? Det gør ikke noget, hvis du er lidt nysgerrig på dine følelser og tanker. At få dem ned på papir vil hjælpe dig til at håndtere dem fremadrettet. Det kan virke som overkill, men husk, at det ikke er noget, du behøver gøre for evigt. Kun til du har styr på det.

Jeg ønsker dig god vind med at opnå den fulde kontrol over dit eget liv og din egen skæbne

Mvh. Mike Radoor

Tag gratis Test

5 nøgleområder indenfor Top Performance – Få gratis redskaber baseret på dine testresultater. 

Forløbsoversigt:

Vælg et forløb som passer perfekt til dig:

Få inspiration hver mandag morgen ⤵️

Få gratis redskaber direkte til din indbakke

Hver mandag

Du tilmelder dig automatisk mit nyhedsbrev*